Kære alle.

Vi er så glade for, at man stadigvæk kan fortsætte med idræt her i Sjørslev-Demstrup IF, nu hvor regeringen har strammet grebet omkring Coronaen.
Forhåbentlig kommer vi ikke i en situation, hvor vi skal lukke ned igen.
Vi kan selv hjælpe aktivt, for at dette ikke sker.
Derfor kommer her en præcisering af de forskellige idrætter, og de tiltag der følger med, og som gælder for jer som medlemmer, forældre og tilskuere.

Generelt:

Der skal bæres mundbind i HELE Egnscentret fra torsdag d. 29 oktober. på nær under udførelsen af en aktivitet. Dvs. at man først må tage sit mundbind af, når man betræder halgulvet, dog må det være taget af, hvis man kommer ud fra omklædningsrummet, og går direkte ind på halgulvet.

Børn under 12 år, skal ifølge SST ikke bærer mundbind. Sundhedsstyrelsen fraråder dog ikke decideret mundbind til børn – det vigtige er blot, at mundbindet ikke sidder for løst på barnets ansigt, og at barnet selv kan tage det af og på og forstår at bære det korrekt.

I selve underetagen hvor halgulvet er, må der KUN være idrætsudøvere og deres træner/e! Trænere er de personer, som vi har aftaler med i klubben. Det er ikke forældre eller søskende, der vil lege med.
Forældre, søskende og andet må forblive i kantinen.

Det er kun Tumlingerne, som skal have forældre med, og de må være samlet op til 50 personer – Ligesom alle andre børnehold.
Det vil være en god ide, at børnene kommer omklædt, og kun skal skifte fodtøj. Dog ikke et krav.

Vi ser gerne, at vi holder så få personer i hallen udover idrætsudøvere som muligt, for ikke at blive udfordret på forsamlingsforbuddet. Derfor opfordrer vi alle forældre til at sætte deres barn af udenfor, og henter det igen efter træningen. Er dette ikke muligt, og man er nødt til at vente imens, så foregår dette i kantinen.

Da man endnu ikke helt har præciseret, hvordan man fortolker zoner, så SKAL man være i kantinen.
Vi melder ud, så snart vi ved noget mere om zonerne i Egnscentret.
Max 10 personer er gældende.

Omklædningsrummene bliver skiltet med max antal, og det skal respekteres.

Vi skal have tålmodighed med hinanden, da rigtig mange ting skal sprittes af. Derfor kan tiderne også smutte lidt i svinget, og ikke holdes på de planlagte klokkeslæt. I disse situationer er det vigtigt, at man ikke kommer i en situation, hvor man kan overskride forsamlingsforbuddet. Man må f.eks. ikke stå ved banden og vente på udøverne bliver færdige på gulvet. Man forbliver i omklædningsrummet, og venter til de udøvende er trådt ud og ind til omklædning. Denne regel gælder som udgangspunkt for alle, dog kan ungdomstrænerne dispensere for dette, hvis de skønner, at det er forsvarligt.

Motionshuset:
Det fortsætter som altid. Maks 10 personer i lokalet, alle spritter vægte, håndvægte, cykler, maskiner og andet redskab man bruger under sin træning. Man har mundbind på, når man kommer ind, og man tager mundbindet af, når man går i gang. Ligeledes omvendt når man går derfra.

Holdtræning:
Alle holdtræninger fortsætter så længe man er 10 eller færre inkl. Træner/e. Her spritter man også redskaberne af efter brug.

Børnefodbold:
Disse fortsætter som altid, dog skal der stadigvæk sprittes af, og det er vigtigt imellem holdskiftene, at man ikke lukker andre ind på banen, således at afspritningen kan færdiggøres.

Børnegymnastik:
Fortsætter også, der er klare regler fra DGI hvordan det skal foregå, og det har trænerne styr på. Der er rigtig meget afspritning for deres vedkommende, så der kan være lidt ventetid imellem hvert hold.

Badminton:
Der må max være 10 personer på halgulvet.
Det er VIGTIGT, at dem der skal spille timen efter, ikke står ved banden, men sætter sig i omklædningsrummet, og venter indtil de andre går af banen. Løsningen kan være, at en fra det andet hold banker på, og lige informerer de andre om, at de er færdige, og skiftet kan ske.

Seniorfodbold:
Seniorherrerne har sagt, at de venter med at spille til primo januar.
Damerne og veteraner deler tider, som det i dag. Der må max være 10 personer inkl. træner til stede på halvgulvet, og dette kan ikke laves på andre måder, ved at lave forskellige hold eller deslige.

Der er rigtig mange regler pt, som vi skal overholde. Det er ikke nemt, og det giver udfordringer, men alternativet er, at alt idræt bliver lukket ned igen.

Derfor er det vigtigt, at i overholder disse retningslinjer.

Der har været nogle trælse eksempler på bøder, fordi man ikke har overholdt forsamlingsforbuddet, så hjælp hinanden med, at disse ikke overskrides.

Vi har en stor tro på, at vi sammen kan få det her til at køre.
Lad os nu alle være glade for, at vi fortsat kan dyrke idræt i Sjørslev-Demstrup IF, og lad os nu i fællesskab bide tænderne sammen, så vi snart kan få en ordentlig hverdag igen.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen i SDIF.