Damer, Veteraner og U12

event

Referat fra damekampen Skive seminarium mod SDIF
Efter endelig at have fundet stadionen, og pigerne havde fået klædt om kom de på banen lige til kampstart.
Ingen tid til opvarmning og tænkepause.
De blev kastet på banen, men var tilsyneladende ikke skræmte, derimod spillede de bolden godt rundt og fik hurtigt bolden prikket ind til 1-0 ved Tina.
Humøret og gejsten var høj hos alle spillere som gjorde det godt, og det blev ikke mindre da Tina lidt senere headede bolden i nettet til 2-0 af et indlæg fra Malene.
Som så ofte er det for let, og for farligt at være foran 2-0 som også resulterede i et mål i vores net til 2-1
Efter lidt rodet spil frem og tilbage, hvor det pludseligt ikke var så nemt at holde sin plads, får Tina igen bolden ind i netmaskerne 3-1
Skive var tilsyneladende ikke helt færdige og kæmpede sig bravt tilbage med en scoring til 3-2
De sidste 10 minutter var meget nervepirrende, men vores piger holdt dem i kort snor, og holdt resten af kampen.
Alt i alt en okay spillet kamp, hvor der er plads til forbedringer ????
Kampens spiller blev Tina Jacobsen

Veteran 1

Før mandagens udekamp mod Nørre Snede havde Veteran 1 spillet 3 kampe – 1 sejr, 1 uafgjort og 1 tabt. Vinteren havde ikke sluppet sit tag i Nørre Snede, og kampen startede i voldsomt haglvejr og på en bane, hvor linjerne ikke var synlige.
Vi lagde ud med at presse Nørre Snede hårdt i første del af kampen, og vi spillede os frem til mange store chancer. Overtaget i spillet resulterede i en pauseføring til os på 3 -1. Vores pres fortsatte et stykke ind i anden halvleg med mange store chancer og en føring på 5 – 1. Kampens mest åbne målchance tilfaldt J…., der med frit mål – og ingen målmand i nærheden, evnede at ramme ”stolpe ud”.
Nørre Snede kom dog i slutningen af kampen rigtig godt med, mens vi tilsvarende gik ned i tempo. Men nærmere end slutresultatet 5 – 4 til os, kom hjemmeholdet Nørre Snede ikke. Så rigtig fin stemning hjem i bussen. Flemming og James scorede hver 2 mål og Jens Carl 1 mål. Jens Carl snuppede fidusen med 5 stemmer – og det kostede!

Veteranhold 2.
Så trækker Sjørslev Veterans 2 for alvor fra i ligaen, og ligger nu som forventet klart over det lokale sekunda hold Sjørslev 1. Der blev vist skræmmende styrke på hjemmebane mandag aften, hvor mange fans og tilhængere fik noget for pengene, selv om det var gratis at komme ind arenaen. Holdlederen måtte tale dunder til spillerne i pausen for at udvise mere sympati og fairplay overfor de stakkels Gødvad spillere, så resultatet blev kun 7-1.
Tom åbnede perlerækken af mål, hvorefter talentet Henrik Farmer Hedegaard endelig fik prikket bolden over stregen. Debutanten Alex ville også lege med og scorede flot til 3-0 . Den noget usikre dommer havde knap nok fået vejret igen, før Jesper svingede venstrebenet til pauseføringen 4-0. Gødvad scorede de næste to mål, det ene i eget mål, og mindsanten ikke om Farmer var på pletten igen, hvorefter Alex og Jesper i fællesskab sluttede målfesten af til 7-1. Kampens spillere blev Alex og Henrik.
Med de mange talentfulde spillere på holdet og det overbevisende spil, er der selvfølgelig blevet en ret stor interesse fra diverse opkøbere fra ind og udland, men lad det være sagt en gang for alle..... vi sælger ikke ved stalddøren. Det skulle da undtagelsesvis lige være for at skrabe kapital sammen til underholdningen ved vores kommende holdfest.

U12 drenge/pige
Rødkærsbro vs Sjørslev if.
Første turneringskamp for U12.
SDIF startede lidt sjøvt og kom bagud 1-0.
Men kort efter lynede Mads J til 1-1.
Det blev 1-2 af Mads J efter opspil i FCB stil.
2 halvleg
Lokal braget har alt det spænding der hører sig til. Det bliver 2-2 på et uheldigt selvmål.
Men så lukker sdif kampen af med et flot hattrick af Mads J til 2-3 og Jeppe til 2-4 efter målmanden afværger et skud fra Mads O.
Jeppe slutter af med at lave et klasse mål på et lang skud til kampens resultat 2-5.
Kampens spiller blev Jeppe Lavrsen.
Andre spillere som skal fremhæves er, Mads Jespersen med hans hattrick og Rasmus Toft med flere super redninger.
For Mathias havde kampen en særlig betydning for han er skiftet til Sjørslev fra Rødkærsbro. Så han er naturligvis glad for at komme til at spille i en ordentlig klub :-)
Næste kamp er en hjemme kamp mod selveste Viborg FF på mandag kl 18.00