De sidste ord?

event

Jeg smed for nogen en bombe på generalforsamlingen i torsdags, at jeg ikke fortsætter som formand efter desværre kun ét år.
Der er rigtig mange ting i SDIF, som jeg gerne vil, men jeg er godt nok træt, og jeg er manglet et andet sted.
Jeg har kæmpet og arbejdet meget for andre frivillige, børn og deres forældre i SDIF, Ikke kun dette ene år, men også årene som børnetræner osv.
Men det her år har været rigtig hårdt, men det vidste jeg godt, at det ville blive. Men man ved nogle gange ikke, hvad man siger ja til, før man har prøvet det.
Jeg vidste også godt, at mange vil have svært ved at forstå, at formanden ikke mere var ham det plejede at være.
Meget af det sagde jeg til generalforsamlingen, men jeg vil gerne uddybe det lidt mere.

På generalforsamlingen blev der sagt, at jeg er en ildsjæl, med fart på som nok har brændt sit lys i begge ender.
Både og vil jeg sige. Da jeg overtog SDIF som formand, havde jeg styr på flammen i den ene ende, men i løbet af året har andre antændt den anden ende, og jeg har måske ikke kunne finde ud af at slukke den ordentlig, eller haft mulighed for det.
I de 5 år som frivillig, har jeg brugt megen tid på at lytte og observere på andre frivillige og vores medlemmer.
Jeg har visionen og ideen til, hvordan SDIF skal fremad (synes jeg selv), og det har jeg ved, at mange af jer, har givet jeres mening til kende, om hvordan i ønsker SDIF, skal være. Mit bud kommer længere nede i opslaget.

Jeg har arbejdet stenhårdt på, at frivillige i foreningen skal være glade, og have lyst til at være frivillig for vores børn og andre medlemmer. Vi har flyttet nedtrykte munde til smil, og gjort at man har fået mere lyst til at være frivillig i SDIF.
Måske nogle provokerende ord omkring det tidligere, men det var, og ER altså tid til noget nyt!
Kodeordet her er tidligere.
Jeg har gerne villet prøve at se fremad, men hvor er det svært, når man hele tiden skal mindes om det, der var.
Hvor er det svært, når man også skal sammenlignes i sin væremåde med den tidligere. Jeg har tit tænkt på, om det var et år eller to for tidligt, at jeg kom til? Kontrasten har måske været for stor for nogen?
Jeg sagde på generalforsamlingen, at jeg har overtaget en forening som formand uden struktur, og det har jeg fordi, at dem der er stoppet i bestyrelsen, VAR strukturen.
Det betød, at vi måtte sadle om i bestyrelsen, og begynde at kaste alting på bordet efterhånden som månederne gik, så vi kunne se, hvad den tidligere bestyrelse og formand, har arbejdet med. Det gjorde, at vi måtte kører flere bestyrelsesmøder end normalt. Men møderne var sjældent lange, 2½ time var det længste, og den korteste – som der var flest af – varede en time..
Desuden fik vi eksternt hjælp fra DGI, så vi kunne ruste os.
I samme proces prøver man også som individ at tilpasse sig den rolle, man har. Jeg vil gerne have min egen rolle som formand.

Men man lære mange ting, og jeg har lært, at Sjørslev/Demstrup IF og folkene omkring på mange måder har været forkælet af Lars Nielsen.
For f…. hvor har den mand båret på en åg, og gjort en masse ting som i måske er ubevidste om? Eller måske bare taget for givet? Måske er Lars selv ubevidst om, hvor mange ting han havde på sig? Måske har han bare haft tiden og lysten til at gøre disse ting? Måske var det bare det nemmeste?
For jeg kan også godt forstå, at han måske bare har gjort det? For nogle gange er ”selvgjort velgjort”, og så er det nemmeste at gøre selv.
Det kan jeg se nu, med de opgaver jeg har arvet i årets løb, og så har jeg ikke en gang overtaget sponsorudvalget eller kampfordelingen!!
Havde jeg fået dem med, så var jeg holdt i sommers!
Desuden skal man huske, at i en virksomhed der falder lorten ned ad, men i en forening kastes den op ad.
Så sker der desværre det, at man enten gør nogle ting selv, eller også ender man med at gå som en fejebakke efter andre, for at undgå at komme i et dårligt lys. Den rigtige metode? Nej for pokker, men desværre en gang imellem en tvungen nødvendighed. Utroligt kraftsugende. Men en af de ting, som jeg selv har kritiseret den tidligere for, men jeg forstår det bedre nu.
Mange af de ting er kommet frem i lyset, nu hvor han ikke gør dem mere.

Når man i torsdags også hører, at vi har haft fart i den ”nye” bestyrelse, så er det en modificeret sandhed.
Ja, der har været fart på, men det var vi tvunget til, da vi tit var bagud med de opgaver, som den gamle bestyrelse og formand lavede – plejede!
Jo, vi har lavet nye ting. Kommunikation og informationsniveauet er hævet MEGET. Måske er det dét, der gør, at mange føler, at vi har haft travlt?
Vi har lavet en ny hjemmeside og indført et nyt regnskabsprogram, så tingene kan gøres nemmere fremover.
Men igen, vi besluttede det, og den der har trukket det store læs på det, er Marianne Olander med lidt hjælp fra nogle i bestyrelsen, og en kollega af Marianne. Men hovedarbejdet er gjort af hende.
Vi har lavet småjusteringer på nogle ting, og så har vi vendt rigtig rigtig mange ting.
Men igen igen, pga. af UVIDENHED har vi været tvunget til det.

I torsdags valgte nogle afgående bestyrelsesmedlemmer, at sige deres mening om arbejdet igennem året.
Det har de selvfølgelig ret til, og derfor vil jeg også give mit syn på året i bestyrelsen.
Vi startede rigtig godt, og med en masse positiv energi. Ny mennesker og masser af forskellige holdninger, gjorde at vi snakkede om mange ting, men tingenes tilstand ændrede sig.
Der blev sagt i tordags, at det kun gik på at lave det der fungerede om. Det er der også lidt sandhed i, da vi har talt meget om det. Men der er forskel på at ”stille forslag” – ”debattere” – ”forkaste” og ”beslutte”.
Måske har der været vendt for mange ting, så nogle har haft svært ved at se forskel på ovenstående, og det må jeg så tage til efterretningen. Men i mit hoved, nej!
Men hvad er det der fungerer? Hvad er det, der ikke gør? Hvad er definitionen af ”at fungerer”.
For mig er der alt alt for meget påduttet og forventet opgaver i bestyrelsen. Stod det til mig så havde vi kastet alt, og jeg mener ALT ud af bestyrelsen i 2014, så vi kunne finde vores egen måde at gøre tingene på.
Men det er en umulig opgave, når man mangler hænder til at gribe de ting, som bliver kastet ud. Hænder som vil kører tingene videre. Store som små ting! Eller bare at man er enig om det i bestyrelsen.
For det drejer sig ikke om at ødelægge noget eller fjerne aktiviteter eller fester fra SDIF, det drejer sig om, at man skaber en struktur, som passer til dem, som sidder i en bestyrelse. Men vi slæber rundt på en historiebog, der fortæller og dikterer bestyrelsen og formanden, hvad deres opgaver skal være.
I mine øjne så er bestyrelsen groft sagt ”frivillige slaver”, og ikke frivillige som kan gøre ting, som de brænder for – sammen.

Men som tiden gik, må vi bare konstatere, at vi bare ikke var enige om, hvad vej SDIF skal. For mig gik det nedad omkring foreningsfesten, og min mavefornemmelse var ikke god. Men jeg regnede egentlig bare med, at folk var lidt trætte – jeg trængte i hvert fald til at ”strække ben”, så vi tog 1½ måned uden et møde – på nær et med EKA.

Men så startede balladen med de satans vindmøller!! Og her må gerne bandes.
Den mest forfærdelige uge for mig i min korte tid som formand. Alene på den uge det stod på tabte jeg mig 2½ kg.
At bære et HELT samfunds forventninger var meget hårdt, og det var endnu hårdere, da jeg fandt ud af, at vi slet ikke var enige i bestyrelsen. Det var vidst også ret tydeligt på facebook.
Så brevet var skrevet inden, vi mødtes, og det blev det tætteste, vi kunne blive enige om - med lidt smårettelser. Men.!
Måske Ecopartner og projekt Aunsbjerg ikke fik vores underskrift, men de fik lavet kæmpe ridser i Sjørslev/Demstrup IF´s bestyrelse.
Det blev aldrig rigtig det samme igen – følte jeg!
Desuden blev det også mere tydeligt, at nogen vil til højre og andre til venstre. Ærgerligt at det endte sådan, for det startede ellers så godt.

Jeg citerede den gamle træner i Brøndby IF, René Meulensteen til GF, og sagde at SDIF er en syg patient.
Det gør jeg ud fra, at det er sygt, at SDIF skal køres som en gammel fodboldklub, som en borgerforening og som en idrætsforening.
Man får helt lyst til at citere en reklame fra TV. ”Det er jo hele tre ting, det går virkelig ikke.”
Og det gør det heller ikke – på bestyrelsesplan. Det dræner en bestyrelse for energi.

Men hvorfor smed jeg håndklædet?`
Det har jeg faktisk skrevet om mange gange, men jeg har slettet det igen, da det er svært at sætte ord på en masse småting, som har gjort det. Men meget af det står opad.
Men de største ting er:
At vi ikke kan få sat strukturen i bestyrelsen i system, fordi vi mangler hænder, og en enig bestyrelse, som vil den samme vej. Hænder som griber det, som ryger ud af bestyrelseslokalet.
At jeg ikke kan komme af med historiebogens opgaver, fordi der mangler hænder, og ågen fra den gamle formand er alt alt for tung og tidskrævende.
At den FRIVILLIGE formandstjans er et 24/7/365.
At det går ud over mit arbejde, og mange er begyndt at se, at jeg ser træt ud.
At det har for mange ofre i mit privatliv.

Jeg har tit spurgt nogen, om de ikke vil hjælpe i foreningen, måske gå i bestyrelsen eller gå i et udvalg. Måske bare giver en hånd - Ikke kun i min tid som formand, men som generelt frivillig.
Mange har sagt, at det vil de gerne, men de har børn der fylder, et arbejde, en uddannelse, fritidsinteresser, børn der skal til sport, lektier osv, som desværre gør, at det bliver et nej.
Men de synes, jeg gør det godt, og det er sgu skønt at høre, og det har også givet lidt ekstra benzin til arbejdet,!!
Men ikke for at lyde egoistisk, men jeg har altså også en kone, 3 børn, et arbejde med skæve og til tider ikke planlagte arbejdstider og fritidsinteresser ud over SDIF.
Har du tænkt på, at måske kunne det være lettere om det frivillige, hvis vi var flere om det?

Desværre kan jeg bare ikke overskue et år mere i samme spor, vi vil måske kunne flytte strukturen lidt i 2015, men der langt vej endnu, fordi der ikke er nok til at bære SDIF, eller lave et sikkerhedsnet for bestyrelsen.
Det kan have alvorlige konsekvenser for mig i mit privatliv, hvis det ender i samme spor, som det vi har været igennem i 2014.
For privatlivet og formandslivet i sin nuværende form er de største udfordringer, og så er det bedre at takke af tide.

Jeg elsker at hjælpe andre, for det giver en god fornemmelse. Også derfor jeg arbejder i en forening til dagligt, men jeg har også brug for at holde fri, og kan tanke op. Jeg er uden tvivl nok selv udenom noget af det, for jeg engagerer mig nok vel rigeligt. Men jeg perfektionist og passioneret i meget af mit arbejde i SDIF - især når jeg føler for det.
Men der er alt for mange opgaver og forventninger, som jeg ikke føler for, og det gør, at følelsen er væk, og jeg er træt. Små ting som er blevet til monster store ting, og derved lavet en glød i en ildsjæl.

d. 26. april skulle der være foreningsdag for trænere, instruktører og udvalg (det er aflyst) Vi havde inviteret 50 frivillige, (og ja, dét er noget nyt, og som mange har ønsket). Det lyder af mange, men ud af de 50 er der ca. 5-10 stykker, som virkelig trækker læsset i SDIF. (ikke for at nedgøre de andre frivilliges arbejde, for de gør det sgu godt) men de her er med i flere udvalg, og er trænere.
Jeg ser mig selv som én af de 5-10 stykker, og nu er jeg i knæ. Hvem bliver den næste? Jeg ser nogen af dem med påbegyndende render under øjnene, men som hver dag tager et slæb, for at du kan gå til sport, dit barn kan gå til sport. Hvor længe går der, før de går i knæ?

Hvad er så løsningen for SDIF?

En moderne struktur for en Idrætsforening som følger tiden.
En formand som kan sætte sin post efter hans ønsker.
En formand som kan sætte sin post sammen med en enig bestyrelse, som vil samme vej.
En formand som lytter til sine medlemmer og skaber sin post den vej.
En formand som kan have et privatliv.
En bestyrelse som vil den samme vej.
En bestyrelse som kan skabe en struktur, som passer til de mennesker, der er der.
En bestyrelse som lytter til udvalg, trænere og medlemmer, og den vej skaber et kompromis og en moderne idrætsforening.
En bestyrelse der har en struktur, som gør, at folk har lyst til at være frivillig, og at man føler for det man laver.
En bestyrelse som har et sikkerhedsnet af hænder, som hjælper og griber de ting, som de ikke kan gøre, eller vil gøre.
Flere frivillige som vil tage ansvar.
Flere borgere i lokalsamfundet, som giver en hånd med.
Flere borgere i lokalsamfundet som føler ansvar for SDIF.
Flere frivillige som føler, at de får lov til at tage ansvar.
Frivillige som giver nye frivillige lov til at komme med ideer, og føre dem ud i livet.
Frivillige som tør sige pyt, når andre frivillige laver fejl eller falder.
Frivillige som hjælper frivillige op, når de har lavet fejl.
En form for bank, klub eller udvalg kun bestående af frivillige og hjælpere, som vil gå til hånde, hvis der er brug for det i alle lag.
En dør der står så åben, at alle som er tilflyttere i Sjørslev og Demstrup + opland føler, at de kan blive en del af SDIF.
Flere vil være med til ”integrere” tilflyttere, og få dem til at føle sig en del af SDIF, om det så bare er, at sætte 5 stole på plads en aften.
Lær at give komplimenter og et skulderklap til en frivillig.
Forstå at andre måske har en anden mening end dig, og at en debat måske er sund?
Og sidste men ikke mindst, at vi nu alle lader den tidligere formand og hans historik gå i historiebogen, sammen med de andre tidligere formænd i SDIF, og lad os mindes de gode ting, som han og de har gjort for byen og lokalsamfundet.

Selvfølgelig kan det ikke implementeres på en gang, og noget af det fungerer måske ikke i praktisk, men det er noget, som man skal arbejde hen imod.
Det er mine tanker om fremtidens SDIF ud fra alle samtalerne, jeg har haft med flere af jer og min egen erfaring.

Hvad er det værste, der kan ske for SDIF?

Man prøver at køre videre som de 3 ting, jeg nævner længere oppe, og ikke som en moderne idrætsforening. Men sommerfest og de andre ting skal selvfølgelig kører videre.
Man ikke kan lade historiebogen være historiebogen.
Man mener at tingene skal køres, som de har gjort de sidste 10-20-30 år.
At man overser, at mange ting har forandret sig, og at vi skriver 2015.
At man glemmer at lytte til sine medlemmer.
At man glemmer at lytte til sine frivillige.
At man ikke kan finde en ny formand, og derved må lade foreningen opløse!

Jeg ved godt, at nogen mener, at jeg spiller lidt russisk roulette med SDIF, ved at smide sådan en bombe. Nogen forstår slet ikke hvorfor, men det er jo heller ikke mange, som har sat inde i det inderste maskinrum, hvor nerven til hele foreningen sidder.
Men måske kan det få en masse til at vågne op og ikke tage alting som en selvfølge, og forstå at der er nogen i Sjørslev/Demstrup IF, der trækker et læs så tungt, at der er brug for flere og nye kræfter, eller bare et netværk af hjælpere i et system, så man som frivillig ikke skal stresses af, at finde kræfter hver gang, at der skal laves et arrangement eller lignende, for kavaleriet står klar!

d. 16. april er der ekstra ordinær generalforsamling i SDIF, og der skal vælges en ny bestyrelse, og en ny formand. Bliver der ikke det, så kan foreningen være tvunget til opløsning.
Vi har lejet den lille sal i Sognegården, da man mener, at vi måske kun bliver en 20-30 stykker max 40, da mange vil udeblive, for man er bange for at komme i bestyrelsen.
Hvis det er tilfældet, så har man i lokalsamfundet valgt, at SDIF skal opløses.
Hvis vindmøller kan få 250 mennesker til at komme i Sognegården, så burde der komme mindst lige så mange til denne aften, da SDIF er ét af grundstenene i vores lokalsamfund.
Der bør komme så mange, at vi skal rykke over i Egnscentret.
Vi skal mødes for at vise støtten til den nye formand, bestyrelse og til Sjørslev/Demstrup IF, og i kan eventuelt melde jer klar til at give en hånd, hvis de får brug for det.
Vi skal under ingen omstændigheder mødes for at snakke datid, og slå hinanden oveni hovedet. Sjørslev/Demstrup IF skal KUN kigge fremad nu!

Flere spørger, om jeg vil overvejer at genopstille igen?

Der vil komme tilmelding på hjemmesiden og i kantinen, da Henning gerne vil sponsorere et kaffebord. Tilmelding senest d. 14. april.