Åbent brev til Ecopartner

event

Åbent brev til Allan Dahl Larsen, EcoPartner.

SDIF er en lokalforankret forening i Sjørslev og Demstrup og det øvrige opland bl.a. i Duelund. Vi har en fantastisk støtte i de lokale virksomheder og lokal befolkningen.
Et af vores varemærker i Sjørslev og Demstrup er vores fællesskab. Ved det forrige kommunevalg stod byerne sammen for at afværge en skole lukning af Sjørslev skole.
Resultatet taler for sig selv – vores skole eksisterer endnu.

I efteråret 2014 får vi en henvendelse fra Ecopartner, at man gerne vil tilbyde SDIF et yderst attraktiv beløb, når eller hvis der kommer vindmøller op ved Aunsbjerg gods.
Dette bidrag indeholder ingen forpligtelser – og dog.
Det viser sig, at foreningens underskrift skal bruges politisk til at lette kommunalpolitikernes afgørelse, om der skal sætte vindmøller op ved Aunsbjerg Gods.
Fra Midtjyllands Avis lørdag d. 10. januar. ”Pengene skal også give en god stemning. Derfor tilbydes idrætsforeningen også penge selv om de ikke er naboer. Han mener, at fra politisk hold lader det skinne igennem, at lokalsamfundet skal støttes på en eller anden måde.
Vi gør det for politikernes skyld. Det er nemmere, at stemme for noget, hvis flere synes, det er en god ide, siger han" Citat slut.

SDIF er en forening som beskæftiger sig med sport og kultur – ikke politiske beslutninger om vindmøller.
Derfor har en enstemmig bestyrelse i aften besluttet, at vi ikke vil acceptere, at vi med vores underskrift kan bruges til et politisk formål.

Da vi fik henvendelsen fra jer beskrev du på vegne af Ecopartner følgende:
Vi citere. ”Når Ecopartner gennemfører vindmølleprojekter, gør vi hvad vi kan, for at sikre størst mulig lokal forankring af vores projekter.
Projektet er i forvejen forpligtet af lovgivningen til forskellige ordninger, der har til formål at gøre opstilling af vindmøller attraktivt for naboer og andre borgere i kommunen.
Derudover har vi mulighed for at pålægge de kommende vindmøller med en tinglyst forpligtelse, til at yde et årligt økonomisk bidrag til det lokale foreningsliv, hvis der altså eksisterer et sådant.” Citat slut.

Der står intet i denne mail, at SDIF skal forholde sig politisk til, om der skal være vindmøller på Aunsbjerg, tværtimod. Det samme gør sig gældende i kontrakten, som SDIF er blevet præsenteret.

Ecopartner har behandlet borgerne i og omkring Sjørslev/Demstrup med manglende respekt, ved at trække den lokale idrætsforening ind i et politisk spil for at påvirke de lokale politikere til at tro, at man med foreningens accept på en økonomisk aftale har lokalsamfundets opbakning til vindmøller på Aunsbjerg Gods.
Dette valg må borgerne i og omkring Sjørslev, Demstrup, Duelund og andet opland tage stilling til. Det er ikke noget, som vi i idrætsforeningen skal eller vil forholde os til.

Hvis Ecopartner mener, at de er et seriøst firma, som vil gøre alt, for at blive lokalt forankret i Sjørslev/Demstrup og opland, så skal det økonomiske bidrag (jvf.kontrakten) til Sjørslev/Demstrup IF ikke have et politisk formål, men være et økonomisk bidrag, som idrætsforeningen vil modtage, når eller hvis møllerne på Aunsbjerg Gods bliver en realitet.
Sjørslev/Demstrup IF skal ikke være en politisk brik!


Bestyrelsen i Sjørslev/Demstrup IF